Af Anne Vad
Det er søndag morgen. Tre dage siden, at Danmark lukkede ned. Der er tid til at tænke! Midt i frygten. Det er ikke en almindelig søndag.
Covid-19 har stoppet alt.
For første gang i 32 år skal jeg ikke synge til Gudstjeneste. Kirken er lukket. For første gang har hele husstanden – ung som ældre – arbejdet hjemmefra. For første gang er undervisningen i engelsk foregået via GoogleHangoutMeet med undulat-pip i baggrunden. For første gang har vi holdt virtuel ’Skål over Skype’ i portvin med vennerne en stille lørdag aften. For første gang er København helt død en weekendaften.
Folk dør i Italien. Mange folk. Læger i Brescia beskriver rædselsscenarier med hårde, ubarmhjertige eksistentielle valg. Uretfærdigheden bærer oprøret i sig, siger man med udgangspunkt i beretningerne fra Norditalien. Hvor må det være svært at være læge - og præsident eller statsminister - i sådan en sundhedskrise. Det gør med et udtryk af digteren Simon Grotrian, at man virkelig ’fryser i sit verdensskrud’.
Hvad mon vi skulle have sunget i dag? Brorsons Op! Våg og bed. Luthers Vor Gud han er så fast en borg, han kan os vel bevare? Kingos Så skal dog Satans rige aldeles kastes om? Grundtvigs Vi er i gode hænder? Eller måske nogle helt andre, der også evner at tale ind i den aktuelle situation: Ewalds Udrust dig helt fra Golgata? Johannes Johansens Vi sidder i mørket i dødsenglens skygge. Eller - lidt utidigt - Hostrups Julebudet til dem, der bygge?
Det har altid været en ugentlig renselse for mig at synge salmer. Denne søndag må jeg finde en anden måde at opleve katarsis.
Det sker Kl. 12.00.
Dagens glimt af en renselse indfinder sig under dagens pressemøde. Ved pressemødet deltager Statsminister Mette Frederiksen, Finansminister Nicolai Wammen sammen med DI ved Lars Sandahl, Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv, Jacob Holbraad fra Dansk Arbejdsgiverforening og Lizette Risskov, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, FHO – trepartsforhandlingernes repræsentanter. Flankeret af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og erhvervsminister Simon Kollerup og to tolke.
Nøgleordene, som nu er blevet mantra, ’Vis samfundssind’ og ’Stå sammen og hold afstand’, suppleres med ’Hold hånden under’ i form af en hjælpepakke til danske arbejdspladser. En hjælpepakke som vil sikre, at tilknytningen mellem virksomheder og medarbejdere fastholdes. Som borger bliver man vidne til en forbilledlig og hurtig landet aftale mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter, og hører parterne rose hinandens samarbejdsvilje. Alt kommer smukt til udtryk under pressemødet, og man sidder tilbage med beundring og glæde over, dels den danske model, og dels den handlekraft, beslutsomhed og faglige indsigt, som siden det første pressemøde onsdag er blevet lagt for dagen fra myndigheder og fagpersoners side.
På den måde kan man faktisk blive mindet om den omsorgsfulde stat. Få styrket troen. Troen på staten. Mærke glæden over konsensussamfundet. Få en fornemmelse af, at vi er i gang med at lære noget større om os selv som nation. Noget om samfølelse. At vi er mere end summen af enkeltindivider. Vi er et fællesskab. Mærke, at vi trods tab vil komme styrkede igennem. At der rent faktisk er mulighed for – ikke bare den enkeltes katarsisoplevelse, men en fælles, national renselse.
Tiden vil vise, om dét, der var meget tvivlsomme spørgsmål for en uge siden holder stik. Indtil da er det bare at følge myndighedernes retningslinjer og anvisninger, tro og håbe på det bedste. Se frem til igen at sidde på kirkebænken og pulpituret og synge med på Den mørke nat forgangen er, og linjerne fra ’Kærligheds og sandheds ånd’: Skab nu og af os en hær, der tør svinge åndens sværd under korsets mærke. Og så – se’fø’li’: Være oppe på stikkerne. Vise samfundssind. Stå sammen og holde afstand. Holde hånden under, og sammen synge af karsken bælg.
Nattens mørke tåge gik,
jeg har dagen alt i syne,
mine hvilte øjenbryne
solen nu i sigte fik.
Nattens skræk og gru er borte,
Død og djævel for mig svandt,
Som mit levned ville korte;
Jeg dem alle overvandt.